Film fokus#6 Salo / De Sade

salo

“And now friend reader, you must prepare your heart and mind for the most impure tale that has ever been told since our world began, a book the likes of which are met with neither amongst ancients nor amongst us moderns…” -Marquis de Sade

Fra forbudt forfatter til forbudte bøger til forbudte film.
Selvfølgelig har du ikke kunne undgå at have hørt om, bemærke eller måske ligefrem have en holdning til Pier Paolo Pasolinis filmatisering af Donatien Alphonse François de SadesThe 120 Days of Sodom”. Det være sig fra enten toppen af snart sagt enhver af de utallige ”extreme-cinema” top 10 eller 100 lister der florerer i både bøger og på internettet. Eller som en af de sagnomspundne ”top usmagelige modbydeligheder” ingen rigtig har set, ønsker at se eller i hvert fald aldrig kan se igen. Altså en slags manddoms ritual/test for optagelse af ekstrem-film-entusiasternes hemmelige broderskab.

220px-Saloposter

original premiere plakat til Pasolinis “Salò o le 120 giornate di Sodoma”

Salo er da også en film der, som det er tilfældet med Ruggero DeodatosCannibal Holocaust”, i den grad skiller vandene. Filmens renomme og grænsebrydende karakter har således ledt til, at store dele af det etablerede kulturliv enten har ignoreret eller fordømt filmen i hårde vendinger. Vincent Canby (The New York Times) argumenterer således for at Salo er det perfekte eksempel på den form for kunst, der i teorien og på papiret virker acceptabelt, men ved virkeliggørelsen bliver så frastødende at det bidrager til en yderligere dehumanisering af menneskets ånd. Hvilket ifølge Canby må formodes at være kunstnerens største bekymring..?

En lang række toneangivende debatører har helt afvist og fundet det unødvendigt at se filmen, hvor andre igen finder det under deres niveau overhovedet at kommentere på Salò, or the 120 Days of Sodom.

D019_ohn_lennon_shot

Mordet på John Lennon indledte “The Summer of Hate” og plantede de første frø til No- Wave bevægelsen.

Denne form for ignorance og ekspressionist undertrykkende dadaist- antagonistiske holdning bevidner den tilstand af åndelig analfabetisme, der hersker i den kulturelle elite. Enhver filmentusiast med en smule passion vil anse filmen og ikke mindst De Sades roman, som et af de væsentligste værker i nyere historie og derfor finde det strengt nødvendigt for enhver der beskæftiger sig med kinematografi på seriøst niveau at se denne film.

Med en politisk elite domineret af elevrådsformænd fra familiedynastier af den akademiske top, understreges alvoren og vigtigheden af kunstens frigørelse fra en kultur der opretholdes og dikteres af en gymnasieklasse.

Som et værn mod det kaos af ulogisk antimateriel kærlighed kunsten er, finder vi kulturen som en tynd og nerveøs hinde af borgerlig anstændighed. Vi danser til “Safe Raves”, læser Strunge i gymnasiet og maler lovlig Graffiti.

Det nødvendige mord på John Lennon understreger at frihed er andet og mere end fri kærlighed. Halshugningen af den Lille Havfrue og Dan Parks installation”Zyklon B“, er begge eksempler på præcist anrettede nålestik mod hinden af livshæmmende anstændigheds- kultur og har hver især bidraget positivt til frigørelsesprocessen. På samme måde er Salo et skelsættende, men også kompromisløst farligt værk. Som Timothy Learys vision, sat i verdenen med stor fare for at tilføje psykisk skade på menneskeheden, men samtidig viser den vejen med løftet om den evige forløsning.

topelement

Kim Larsen, eksponent for populismens bagside og et skole eksempel på den ufarlige “nar”. Med respekt for Larsens kunstneriske narrativ som gadedreng gives der her tilladelse til rygning i studiet hos DR. Kims virke koncentrerer sig om retten til at ryge cigaretter på offentlige beværtninger, fortolkninger af børnesange og danske højskoleviser.

Resultatet af den homogene kultur er en befolkning af børn, der behandles som børn, med den ikke ubetydelige bagside som populær-kulturen er i besiddelse af. At denne tro på folkelighed også har en indflydelse på den etablerede kulturscenes modvilje, mod det man med en let nedladende betegnelse kalder ”provo kunst”, er klart. Selvsagt er det ligeledes at populisme er højreorienteret.

Det afgørende er sådan set ikke hvad vi gør eller mener – tager stoffer eller drager i krig og slår folk ihjel – eller hvor meningsfuld nødvendighedens politik er. Bare vi gør det samme. Og vi kan være sikre på at det er det rigtige, når vi gør det samme som hende foran, der gør det samme som ham foran.

Dans til venstre, dans til højre.
Tanzt den Mussolini, jetzt den Jesus Christus, und tanzt den Adolf Hitler.

Vi tænder vore lightere, synger i kor og klapper taktfast til konformitetens beat.

Man kan mene at det er ligegyldigt om det er det ene eller det andet beat vi danser til, men der er en vigtig forskel. Når vi kan se forsangeren og synger med på omkvædet er det et diktatur.

dan_park

Dan Park (Hang on Afrofobians) står med sin definition af Hate-art alene på den Skandinaviske kunstscene

Selvfølgelig findes der kulturbærere og forkyndere af den gode smag, der synger en lidt anden sang.

Både Niels Hausgaard og Erik Clausen er da samfunds revsere med kant – det er i orden, vi holder af dem og deres danske sarkasme, så længe de ikke for alvor forstyrrer nogen og vi trods alt stadig kan synge med på omkvædet.

Den sande kunstner vil gå avantgarde, stå alene og være forkætret. Dette forudsætter nærmest umenneskelig styrke hvorfor den svage må søge fællesskabets styrke, selvom det fører til ondt i armen.

I Modsætning til Jess Francos (Justine, Eugenie, Juliette,Die Marquise Von Sade, Sinfonia erotica)smukke og poetiske fortolkninger af De Sade spilder Pasolini ikke tiden og går lige til stålet.

Med en boltpistol afliver Pasolini den gode smag og retter et velplaceret angreb der hvor det gør allermest ondt.

Som læseren af De Sades værker udsættes også her seeren for nogle af de mest frastødende handlinger portrætteret i film-mediets historie.

Nedværdigende seksuel tvang og psykisk nedbrydning. Børn tvinges til at spise fæces og brød stoppet med søm. Med skalperinger, brandmærkning, afbrænding af kønsdele, øje og tunge amputationer kulminerer filmen med en af de mest chokerende og voldelige slutninger set på film. Ofrene for den ubarmhjertige sadisme og det seksuelle fordærv gives stort set ingen baggrund, taler næsten ikke og er ingen navne givet. Forsættes næste side…